Forord   Mit liv   Familien   Traditioner   Rejser   Karrieren   Om   ♣♥
På flugt   Canada   Frankrig   Polen   Island   Tyrkiet

”At rejse er at leve”, sagde H. C. Andersen. Det kan man ikke så tvivl ved, om det så er arbejde eller ferie, så giver et skift af omgivelserne, fornyet energi. Ud over sporadiske ture til Tyskland med min far og mor og et smut til Malmö når vi besøgte min faster i Kastrup, så rejste mine forældre ikke ud over grænserne. Der er stadig mange steder i verden, jeg gerne vil opleve. Det er ikke alle rejser jeg husker lige meget fra, hvorfor de korte vil være at læse her på forsiden, mens de andre med mere indhold, får deres egen side. - God tur..

Min første rejse ud over kystlinjen, var i 1988, hvor efterskoleudflugten sejlede til Færøerne, sikke en tur. Vi skulle overnatte på en gyngende færge, og mange af os vågnede tidligere end planlagt, med søsyge. Der var rørte vande og færgen slog pæle og rullede fra side til side, der var bræk på alle dæk. Vores lærere udstyrede os enkeltvis med to skiver rugbrød og sendte os ud i den friske luft, derude stod hele årgang ’88, morgenmad på dækket, og dulmede følelsen af maveindhold på vej op. Jeg havde fået et fint kamera i konfirmationsgave, og min mor havde advaret mig om, ikke at tage billeder af åndssvage ting. Hvilket jeg naturligvis heller ikke gjorde, med vilje altså. Som den gode søn jeg var, det meste af tiden, havde jeg naturligvis skrevet et postkort til mine forældre, men umiddelbart havde de ingen postkasser på Færøerne, vi kunne i hvert fald ikke finde dem. Indtil det gik op for os at, postkasserne var blå, og ikke røde som hjemme i Danmark. Endelig fik jeg sendt mit postkort. Det var i en tid hvor billederne skulle fremkaldes, så 2 uger efter hjemkomsten, kunne jeg stolt præsentere 24 billeder af tåbelige ting; en blå postkasse, en sæl i vandet 300 meter væk, et par af pigerne som jeg var forelsket i, og ganske få af naturen. De sidste 3-4 billeder var overeksponeret, fordi jeg jo lige skulle se om jeg kunne åbne og lukke kameraet uden det kørte filmen frem, lidt pilfinger var jeg vist stadigvæk.

I 1989 gik turen til Budapest i Ungarn. Busturen derned var heller ikke uden udfordringer, køresyge, en odeaur af prut og svedige teenagere blandet med de rædselsfulde syntetiske sæder og et utal tissestop. Jeg sad med min walkman, hvor jeg fik bulret på trommehinden af Kim Wilde og Madonna, hvis ikke jeg havde lånt den ud til en pige jeg var forelsket i, som så kunne sidde og høre min musik, sammen med sin kæreste. Jeg husker ikke så meget fra den tur, ud over at vi skulle se en masse kulturelle bygningsværker. På et tidspunkt stod vi rundt om en gadesanger, hvor nogle af mine skolekammerater fik hugget deres pengepunge. Om aftenen var vi på restaurant, vi sad på hver side af et langt bord, på midten stod der små skåle med forskellige krydderier. Der var selvfølgelig dem der skulle se hvor meget af en teskefuld de kunne spise uden at fortrække en mine. Jeg erindrer en af de knapt så intelligente drenge fra ”Plejehjemmet”, det kaldte vi tiendeklasserne, blive lagt ned af en teskefuld rødligt pulver. Ikke så meget mere fra den aften, andet end at der gik et par dage før han kunne smage noget som helst igen. Måske var det en tidlig udgave af Chili-Klaus.


© 2024 | Anakin.dk | v/ F. Gantzel