Forord | Mit liv | Familien | Rejser
Flugten | Canada | Frankrig | Polen | Tyrkiet

I slutningen af 90’erne fik jeg Internet. En verden åbnede sig, programmer som ICQ blev installeret og pludselig kunne man række helt om på den anden side af jorden, med et snuptag. Jeg begyndte hurtigt at skrive med mennesker fra de fjerneste kroge af verden; Australien, Canada, USA og et par stykker i Østen. Min nysgerrighed på andre kulturer, syntes ikke at have nogen ende. Det er vigtigst for mig når jeg rejser at, se områderne, opleve kulturen og ikke mindst, smage det lokale køkken. Jeg kan næsten høre min mors skrappe tone ”du kan smage på maden før du kritiserer”, og helt afgjort en grund til at jeg ikke er kræsen. Jeg forstår ikke de mennesker, der rejser om på den anden side af jorden, for at bestille grillkylling og pomfritter, eller dem der gør et stort nummer ud af at få dansk mad – så bliv dog hjemme.

Efter en rum tid med skriverier i de fire verdenshjørner, fik jeg kontakt med Leah, en kvinde i Canada. Vi skrev sammen hver dag, og endte også med at ringe sammen. Det var nogle heftige telefonregninger jeg fik, i den tid vi talte sammen, men det gled hen over hovedet på mig, når jeg talte med hende igen. Min nysgerrighed omkring Leah, blev ikke mindre af, at hun på ICQ kaldte sig ”Angel Eyes”. En aften spurgte jeg Leah, om jeg måtte se et billede af hende, et billede hvor man kunne se hendes øjne. Det ville hun ikke sende, og fortsatte, ”Hvis du vil se mine øjne, så må du komme herover!”.

Før det tidspunkt, havde jeg kun rejst med mine forældre og med skolen, aldrig på egen hånd, og slet ikke så langt væk. Jeg undersøgte de forskellige muligheder for at rejse til Canada, og fandt en vej igennem, Skandinavisk-Canadisk-Venskabsforening. Derigennem kunne jeg købe en rejseplan og flybilletter. Derpå aftalte jeg med Leah og hendes mor, at jeg kom på besøg i nogle uger, helt præcist 24 dage.

Flyveturen fra København til St. John’s i Canada, varede næsten 10 timer, med mellemlanding på lidt over to timer i Heathrow. Lufthavnen var ikke meget anderledes end Kastrup, kun omkring dobbelt så stor, og fyldt med golfbiler der kørte passagerer rundt mellem de forskellige terminaler. Næste afgang mod St. John’s blev annonceret på de store tavler, og jeg kunne finde min vej til terminalen. Flyet landede i St. John’s Internationale lufthavn ved middagstid lokal tid. Jeg fandt min kuffert på båndet, og fandt mod udgangen. Der var ikke så meget anderledes i denne lufthavn end som Heathrow og Kastrup, bortset fra de bevæbnede hundepatruljer der patruljerede mellem passagererne. Ved tolden blev vi alle kontrolleret. Jeg mindes ikke at have været så nervøs nogensinde, end da jeg stod i køen og ventede på at blive kaldt frem, mens en narkohund undersøgte mine tasker og ikke mindst mig. Jeg følte mig meget udsat, midt i lufthavnen, 4.500 km hjemmefra med en hundesnude oppe i bamseøjet.

Jeg slap med skrækken og fandt min vej ud af lufthavnen. Udenfor blev jeg mødt af Leah, Vickie og Leahs forældre, Roy og Joy der alle hilste pænt. Det var underligt at tænke på, men i den grad dejligt langt om længe, at møde den kvinde jeg havde skrevet og snakket så meget med, de forgangne måneder. Der stod hun foran mig og rakte frem, hun fik naturligvis et stort knus. Leahs lillesøster, Vickie skulle naturligvis også have et knus. Hun havde jo lovet mig, allerede da vi talte om at mødes, at være den irriterende lillesøster – måske sagde hun charmerende. Lige meget, hun klarede begge dele til U.G.

Leahs mor, Joy, havde advaret mig om, at køreturen hjem ville tage omkring 6 timer. Jeg var ikke helt overbevist, men det passede meget godt, eftersom vejen dertil ikke tillod hastigheder over 90 km/t. På turen fra St. John’s til Grand Falls Windsor, stoppede vi et par gange for at spise og tanke. Jeg var meget fascineret af at være i de omgivelser, jeg ellers kun havde set på TV og i film. Naturen, bjergene, Leah, det hele var så smukt. Langt om længe og 430 km senere, nåede vi frem til deres hus. Et lækkert lille hus med træterrasse, fuldt udnyttet kælder hvor Leah boede, lækker have og en smuk udsigt. Vi nåede knapt at få taskerne ud af bilen, før Vickie trak af sted med mig til den store rundvisning, der sjovt nok både startede og sluttede på hendes værelse. Leah viste mig ned i kælderen hvor det var meningen vi skulle sove. De havde redt op til mig på Leahs værelse, og så ville hun sove på en lille briks i rummet foran. Jeg havde det ambivalent med at skulle sove i hendes seng mens hun selv lå på en lille briks, vi kunne sagtens dele sengen, der var jo masser af plads. Som sagt så gjort. Det havde været en lang dag for os alle. De var kørt hjemmefra dagen før, for at hente mig, så de ikke skulle køre knap 900 km samme dag. Min dag var også startet tidligt, og et sted hen over Atlanterhavet, blev tiden sat 4-5 timer tilbage.

Inden vi gik til ro, mindede Joy mig om et løfte, jeg havde givet både hende og Leah. Jeg skulle lige synge for Leah. Jeg var sikker på at hun havde glemt alt om det, men jeg blev klogere. Joy trådte ind på værelset hvor Leah og jeg var midt i et spil Backgammon, kiggede meget intenst på mig, og lod mig ikke være i tvivl om, at mit løfte skulle indfries. Musikken startede og jeg genkendte straks melodien. Jeg kiggede på Joy, som afviste min bøn, der var ingen vej udenom. Jeg ved ikke hvem af os der var mest berørt, men jeg fik da fremstammet nogle sætninger, og endte da også med at påvirke Leah, hendes ansigtskulør var ikke at tage fejl af. Joy takkede af og lod os spille videre, inden vi gik til ro for dagen.

Trods en lang flyvetur dagen forinden, havde jeg sovet ganske godt og morgenmaden var undervejs, da Leah vækkede mig. Første dag i ferien startede med canadisk morgenmad. Æg, bacon, toastbrød, skinke og cola, meget anderledes end hvad jeg normalt fik til morgenmad. Men jeg var frisk på at prøve noget nyt, og jeg blev da også mæt. Der var ikke nogen stor plan for min tid sammen med familien, dog havde Leah nogle steder hun gerne ville vise mig. Et af de steder vi besøgte, var ”Thunder Brook Falls”, et sted der havde særlig betydning for hende.

Som en del af min rejse til Canada, foreslog Joy, en rejse i rejsen. Om aftenen satte vi os med kaffen og et kort over Newfoundland, og lagde en plan for hvor vi skulle hen, og hvad vi gerne ville se undervejs. Rejsen startede med et familiebesøg hos Calvin og Violet i Corner Brook. Da vi havde spist aftensmaden, spurgte Leah om vi skulle tage i biografen. Valget af film stod mellem Dødbringende Våben 4 eller Armageddon, og jeg fik lov at bestemme. Vi satte os til rette og filmen startede. Efter en hyggelig aften og en god nats søvn, tog vi videre til Gros Morne National Park. Vi stoppede ved Western Brook Fiords, og tog med på en bådtur. På turen rundt, kunne vi se kysten og de mange nye træer og buske, der trodsigt voksede sig op igennem de stenskred, der havde buldret ned og jævnet dem med jorden. Der var også et vandfald, som dækkede over en lille hule. Der var for trængt til at vi kunne sejle derind, men vi kom dog så tæt på at flere af gæsterne på båden, blev våde. Naturen er et væld af kræfter, vilje og utrolig skønhed. Efter sejlturen fortsatte vi turen op langs vestkysten, ad The Northern Peninsula til vi nåede St. Anthony, med nogle stop og overnatninger undervejs.

En fantastisk tur med overdådig smuk og barsk natur. Inden vi nåede St. Anthony, gjorde vi stop i L’Anse aux Meadows, som er et af de nordligste punkter i Newfoundland. Vejret var perfekt og vinden mild. Roy havde fortalt at, på en god dag kunne man se over Labradorhavet til Grønlands kyst, jeg var ikke helt overbevist, vi så da et isbjerg derude, men om det var et vildskud fra kysten, var jeg ikke sikker på.

Der var gået en god uges tid på rejsen til St. Anthony og hjem igen, vi havde set utrolig meget natur, den Canadiske nationalblomst ”The Pitcher flower” og fået en masse indtryk. Vi var hjemme igen og tid til mere afslapning, ej at glemme, den næsten daglige kamp om lænestolen. Vickie levede helt og holdent op til sit løfte om at være irriterende. Hvis hun havde sat sig i stolen, når vi skulle have aftenkaffe og se TV, tog jeg fat i hendes fødder og trak hende ned på gulvet. Ikke at det afskrækkede hende, for der gik ikke mange sekunder, så sad hun bare på mig og skulle ordne hår og alverdens ting, så jeg alligevel ikke fik set noget som helst.

En uges tid inden min ferie sluttede, skulle jeg døbes. En ceremoni lavet til turister, der ønskede at blive ægte Newfies. Vi ankom til hallen hvor det skulle foregå, festen var allerede i gang. Live musik og glade mennesker over det hele. Joy hentede fire bakker med fish’n ships, og Roy hentede drikkevarer. Canadisk øl er slet ikke så tosset. Kl. 20 startede ceremonien med en kort velkomst, derefter råbte den gamle gubbe med mikrofonen, navnene op på dem der skulle døbes. Vi blev linet op og iklædt et rædselsfuldt gult regnsæt og en kasket. Først skulle kasketten låses, det gjorde man ved at tage kasketten på og trække skyggen hårdt til venstre, dernæst skulle vi ned på knæ, og med højre hånd løftet, gentage efter ham. Jeg husker ikke hvad han sagde, men publikum syntes at være tilfredse med vores indsats. Efter vi var blevet svoret ind, skulle vi, ligesom i kirken, spise ”Newfie steak”, eller rettere, et stykke kødpølse af udefinerbar herkomst, efterfulgt af et hjørne af en tør lys kiks. Alt dette skulle skylles ned med ”The Newfie Screech” som var 42% rom. Til sidst blev vi, en efter en, hevet frem til mikrofonen, for at svare på et par spørgsmål;

“Where is you from and where is you at?” – “Denmark, Grand Falls Windsor, Newfoundland!”
“Do You wanna become a Newfoundlander?” – “Indeed I does, mi’ ol’ cock!”

Derefter skulle vi, med publikums nedtælling, kysse fisken. Jeg kunne se Joy og Leah bukke sammen af grin, da mine læber konstaterede, at det ikke var en plastik fisk. Der var ingen tvivl om ægtheden af den fisk, friskfanget til denne særlige lejlighed.

Resten af dagene gik med små udflugter til nær og fjern, en tur til stranden hvor jeg nåede at blive en anelse forbrændt og enkelte ture i nattelivet, bare Leah og jeg. Dagen før dagen hvor jeg skulle rejse hjem, tog vi til St. John’s. Også her var vi rundt og se en masse forskelligt, stemningen var en smule trykket, for vi vidste jo godt at, der ville komme et tidspunkt hvor vi måtte sige farvel. Familien indlogerede sig på et hotel. Vi havde små 11 timer tilbage sammen. Vi tog rundt for at se på de mange seværdigheder, var på restaurant og fandt et lækkert sted på havnen hvor vi fik en is.

Min afgang nærmede sig hastigt, Leah, Vickie og Joy fulgte mig ind i lufthavnen, hvor vi tog afsked med hinanden. Det var ikke så nemt at give slip, for selvom jeg fra start vidste at jeg ville rejse hjem igen, så havde en del af mig stor lyst til at blive. Jeg nærede mange følelser for både Leah og Vickie, og hvem ved, måske ses vi igen en dag.

Min ferie i Canada tilbagelægger over 13.000 km, fordelt til lands, til vands og i luften;

København – Heathrow (retur) 1.914 km
Heathrow – St. John’s (retur) 8.912 km
St. John’s – Grand Falls Windsor (retur) 858 km
Grand Falls Windsor – St. Anthony (retur) 1.502 km
Små ture her og der 200 km

Nogle uger efter jeg var kommet hjem, modtog jeg en pakke med et kort og to breve, et fra Leah og et fra Vickie. På kortet stod der;
Noone waits forever ...
Don’t be afraid to tell someone you love them,
If you do, they might break your heart,
If you don’t, you might break theirs..


© 2022 | Anakin.dk | v/ F. Gantzel