Forord   Mit liv   Familien   Karrieren

Jeg var ikke ret gammel da jeg drog ud på min første rejse. Mine forældre og jeg var tit på besøg hos min mormor og morfar, i deres kolonihavehus. Kolonihaven lå på en bakke på Dalumvej. Haven var placeret på første række og rakte et godt stykke ind. Det var lange smalle haver, og fordi det var så ujævnt i den række, var haven delt op i 3 niveauer. Første stykke ved hækken og havelågen, var indrettet med urtehave og bærbuske. Det næste stykke eller niveau, var indrettet med græsplæne og en lille terrasse under et stort moreltræ. På det bagerste stykke havde min morfar bygget et kolonihavehus. Der var en lille stue, ved siden af et lidt mindre køkken, og et eller to endnu mindre værelser.

Der var også en lille sandkasse, hvor jeg tit sad. Denne formiddag havde min far og morfar gang i en mindre renovering, hvis ikke de gravede ud bagved huset, det kan også sagtens være de sad og drak bajere på en stol under træet, det husker jeg af gode grunde ikke. Min mor og mormor havde været i gang med noget i køkkenet. Da de kommer ud i haven til vi andre, eller skulle jeg sige, de andre, for jeg var der ikke. Min mor kaldte på mig nogle gange, men det kunne jeg ikke høre, heller ikke da hun kaldte lidt højere, eller for den sags skyld da hun skreg mit navn ud over kolonihaverne. Det siges at, da min morfar var på vej hjem for at ringe til politiet, fik han øje på mig i vejkanten. Jeg var på vej ud til de fine striber midt på vejen. Det skal siges at Dalumvej var, også dengang, temmelig befærdet med to vejbaner i hver retning. Han løb ud på vejen og fik båret mig ind i sikkerhed.

Den efterfølgende weekend, da vi igen var på besøg i kolonihaven, havde min morfar lukket hullerne i lågen. Der var jo ingen grund til at åbne en låge, hvis man kunne presse sig ud mellem tremmerne. Min første rejse blev ikke så lang, men det havde sikkert været en oplevelse for mig. Jeg husker kun brudstykker af min tid i mormor og morfars kolonihave, men jeg har fået fortalt historien rigtig mange gange.


© 2025 | Om Anakin.dk | v/ F. Gantzel