I efteråret 2018 havde jeg mødt , et bekendtskab der førte mange oplevelser med sig. I sommeren 2019 inviterede hun mig med til Tyrkiet. Hun havde to billetter med fly tur-retur, hotel med fuld forplejning i 7 dage i Side, en større by ca. halvvejs mellem Antalya og Alanya. Vi landede i Antalya lufthavn ved 14 tiden lokal tid, varmen var overvældende. Jeg var meget spændt på at opleve Tyrkiet, jeg havde ikke troet at jeg kom ud at rejse mere, ikke så langt væk i hvert fald. Men her var vi, taxaen holdt og ventede på os, endnu en detalje der var med i prisen. Vi blev kørt til hotellet, fik nøglekort til værelseet og smed os straks på sengen. Flyveturen varede mellem 6 og 7 timer, og det er jo ikke fordi man sidder vildt godt i et fly med de lange ben jeg har, så det var rart at komme ned at ligge efter den lange rejse.
Varmen var på sit højeste, så vi satte os ned til poolen med en drink, nød solens varme stråler, stemningen og selskabet. Vi rejste sammen med et af hendes vennepar og deres søn. Maden i Tyrkiet er noget af en oplevelse, og så kan de noget med små kager. Man lærer hurtigt, at selvom deres kager er små og smukke, så er de som små bomber af sukker og smag, og det er ikke nødvendigvis nogen hjælp at kigge på farven af dem. De skal nydes i små bidder og med god tid, for spiser man bare to eller tre af dem på for kort tid, så kan man næsten mærke hvor tungt sålerne i ens sko bliver trykket. Men de er samtidig en overvældende god oplevelse.
Vi havde bestilt et mini-krydstogt med Big Kral, et gammelt piratskib der sejlede ud fra Side, lagde til kaj i Alanya, og efter 2 timers pause sejlede tilbage til Side. Vi steg ombord på dette gamle piratskib, det så rigtig flot ud på afstand, men når man kom helt tæt på, kunne vi godt se at det var en gammel færge der havde fået lidt tovværk og maling her og der. Trosserne blev kastet og vi lagde fra kaj, da vi nåede udenfor havnområdet startede musikken og teenagefesten. Det havde vi ikke lige regnet med, så turen ud var med fuld musik og skum blæst ud over hele skibet, der var ingen af os der skulle danse hæmningsløst på top dækket, så vi fandt ned på nederste dæk hvorfra vi kunne nyde udsigten, en forfriskende dessert serveret i en udhulet melon, der var nu ganske hyggeligt. Efter knap to timers sejlads, lagde vi til i Alanya. Vi gik fra borde og blev ret hurtigt enige om, at vi ikke behøvede at sejle med retur, så vi havde ikke travlt da vi sattte kursen op mod centrum af Alanya.
På stranden lå "The Red tower", resterne af en større fæstning ud mod vandet. På den anden side lå stranden og længere ude fandt vi den gamle bydel. På vej derud fandt vi en grotte hvori man hævdede at kunne helbrede mod angst eller klaustrofobi eller nogeti den stil. Den var i hvertfald et besøg værd. På vores vej rundt i Alanya tog vi turen op ad bjerget med svævebanen. Vi stod af på et plateau hvorfra vi kunne gå de sidste tusinde trappetrin op til toppen. havde ikke energi til flere trin, så jeg tog turen alene. Det var ganske hyggeligt, jeg mødte en masse mennesker i forskellige boder på vejen derop, flere af dem var ganske snakkesaglige, selvom de gerne ville sælge alt deres skrammel, så var de høflige og ikke pågående som man godt kunne frygte. Vi fik fortalt på hotellet, at politiet havde advaret byens sælgere, at kom der klager fra turister over deres opførsel, kunne de risikere at få lukket deres butik og konfiskeret deres omsætning, så tonen var ganske behagelig.
Når ikke vi sad på en café og kiggede på mennesker, så sad vi i skyggen på stranden eller var ude at bade i det utroligt varme og lækre hav. Vi besøgte Tyrkiet ad to omgange, første gang i juni 2019, hvor vi boede på et fint fem-stjernet hotel i Side, senere i oktober samme år, her boede vi på et mindre fint hotel i centrum af Alanya. Vi spiste tit på den nærliggende restaurant, og ellers gjorde vi meget ud af at besøge andre og mindre spisesteder. Jeg har altid været nysgerrig på mad. En af mine personlige regler for at rejse i udlandet er, jeg skal smage det køkken jeg rejser til, så man vil aldrig finde mig på en restaurant i et andet land, sidde og spise dansk mad eller kylling og pomfritter. En af dagene på stranden hvor vi sad og nød udsigten, kom en ældre mand hen og satte sig ved os, han fortalte om sit appelsintræ og hvor god en juice han lavede til os, han tilbød os en smagsprøve, mod at vi tog med ham hjem og købte mere af hans juice. Vi takkede høfligt nej tak, men gav ham nogle sedler. Det var en ganske god ferie. Jeg var forbi en guldsmed og fik købt et ret lækkert ur, det er jeg stadig rigtig glad for. |