Forord | Mit liv | Familien | Rejser
Læretiden | Finland | Norge | Schweiz | Fragtmand

Mit arbejdsliv startede i 1989 som arbejdsdreng på en fabrik med omkring 15 ansatte, der producerede ovne og tilbehør til bagerier. Læretiden startede hos en af de rutinerede svende, med opbygning af de lidt større ovne, fra 1,6 til 2,0 serien. I dem var der bedre plads til at tegne og fortælle. Nogle af de andre arbejdsstationer som dampkasser, spalte plader, varmevekslere og ovndøren, var enkeltmandsarbejde, men ikke desto mindre noget der skulle læres. Efter nogle måneder med opbygning kom turen til saveværkstedet. Måske var det en kombination af min bestilling, og værkførerens idé om at jeg trængte til lidt styrketræning. Som oftest kunne vi bestille jern hos vores savemand, så sørgede han for at det blev savet og leveret. Men når man bestiller ”et stykke fladjern på 7” fladjern var typisk 20x10 mm, så var der ingen grund til at sætte mål på det, men når man så modtager et stykke fladjern på 7 mm, så mangler der 6,3 cm. Det skulle der gøres noget ved, så de næste 3 måneder arbejdede jeg i saveværkstedet sammen med . Det var virkelig hårdt, og jeg hang, ja nærmest sov op ad alting den første måned, men jeg lærte hurtigt og fandt en god rutine når der kom varer, og længderne skulle lægges på de forskellige hylder. Der var en kædetalje, så jeg fik hevet en del i kæderne når den lille krog skulle op og ned. Jeg fik også lært ”Tømreren snakker i cm, smeden snakker i mm!” - Javel!

Fra tid til anden kom en bagersvend på besøg for at teste de ovne vi havde bygget, stille lidt her og der, måske ændre i designet hvis noget ikke fungerede efter hensigten. Når de store ovne i 2.0 serien blev prøvekørt, så var det gerne af flere omgange. Når dagen var omme, kunne alle mand få en sæk rundstykker med hjem. Det skete også en gang en af svendene havde bygget en miniovn som skulle prøves, men han havde desværre glemt en gummihammer indeni ovnen, hvilket udviklede en del mere røg end forventet, og rundstykkerne var ikke til at spise. Hvad gør man med rundstykker der ikke kan spises? Dem kaster vi da med!? De andre svende og jeg var ikke længe om at forvandle hallen til et større skydetelt. Når ikke værkføreren så det, fløj rundstykkerne gennem luften, der var krummer overalt. Jeg var i mange år en god skytte, og særligt eftertragtet i skolen når der var sneboldkamp, og denne særlige egenskab blev da også afprøvet på fabrikken. En af de gamle svende gik ned af gangen med sin værktøjskasse, jeg snuppede et rundstykke og høvlede det af sted i en høj blød bue, retningen og afstanden var helt perfekt, sekunderne gik og rundstykket ramte ham perfekt på månen. De andre svende var færdige af grin.

Andre gange var det mere uskyldige drillerier, som kobberfedt i svejsehandskerne, og så alligevel, jeg er glad for det ikke var mig der stak hånden ned i den handske, kobberfedt er noget nær umuligt at vaske af hænderne, så der var vel ikke noget at sige til at han var rasende. Andre gange kunne man med list få låst en 24” svensknøgle fast til hammerremmen i arbejdsbukserne, eller hvis svendene havde sat ens taske fast om et bordben. Værkstedshumor er en vigtig del af hverdagen, den binder sammen og holder humøret højt selv i pressede situationer. Der var også perioder hvor det kammede helt over og ramte nogle meget upassende tidspunkter, og så gjaldt det om enten at holde tungen lige i munden eller krybe til korset og undskylde sin gerning. En sjælden gang skete det også at jeg blev taget med fingrene i kagedåsen, ja så var der ingen vej udenom.

En del af jobbet var også montageopgaver hos kunder, nybyggerier og nogle gange demontering og renovering. Det var rart med et afbræk i hverdagen når man kom med på montage. På en af disse opgaver skulle vi fjerne en mellemstor ovn der var slidt ned. Efter elektrikeren havde afbrudt strømmen, kunne vi begynde afmonteringen. Det var langt fra nemt at skille en ovn ad der var rustet sammen, så mange bolte blev enten skåret over med vinkelsliber eller boret ud, vi skulle nok få lortet revet fra hinanden. Vi havde en fast aftale med vognmand Mogens Hegelund, som transporterede ovne til og fra virksomheden. Han var en dygtig kranfører, hvor andre ville åbne taget der stak han krogen ind og løftede sektionerne ud på ladet. Det var ikke altid arbejdssikkerheden var i top, men vi fik opgaven løst uden nogen kom til skade. Måske var det mere held end forstand, men ganske underholdende var det.

I 1991 fik jeg kørekort, og det åbnede jo muligheden for at få lov til at hente materialer fra klip og buk. Bago-Line var et søsterselskab under Ideal-Line som havde et større maskinværksted med saks, kantpresse, valse og standse maskine. Det var på en af disse ture jeg lærte om centrifugalkraften. Det er heldigt når man får læsset materialerne på bilen af leverandøren, det er dumt at man ikke fastspænder sit gods, i hvert fald det der ligger over kanten af ladet, og det er meget uheldigt når man med blot 35-40 km/t kører i et 90° sving, for så glider pladerne af og lander ude i marken. Det er pinligt når man ikke kan løfte det selv, og må køre hjem med resten og bede om hjælp til at hente de plader og løsdele der ligger spredt rundt ude i marken, og ej at forglemme, at skulle fortælle svenden hvorfor hans fine plader er smurt ind i jord og har ridser og beskadigede hjørner. Det er naturligvis heldigt at man så lærer at rette buler, polere ridser og rense plader af for jord, ikke just en del af smedefaget, men så lærte jeg også det.

Årene gik, jeg lærte meget af det der skulle læres ved arbejdet på værkstedet, jeg var især blevet god til at feje. Traditionen tro så var det yngste lærlingens job at feje midtergangen hver fredag, svendene fejede deres egne kabiner og jeg skulle så feje det hele sammen. Desværre for mig, var jeg yngste lærling i næsten 3 år, inden Michael kom i lære. Når der var fejet og tømt skraldespande, skulle jeg i kælderen for at tappe vand af kompressoren, og så var der fyraftensøl.

Som en del af læretiden skulle jeg også på skole. Det foregik på Svendborg Teknisk Skole og perioderne var forholdsvis korte. Først var der fileskolen, to stive uger hvor vi skulle lære at save med nedstryger og file. Vi fik en 5mm jernplade der var skæv på alle sider, og ud af den skulle vi fremstille et vinkelsæt bestående af en vinkel på 90°, en vinkel på 120° og en ligesidet trekant. Sættet blev kontrolleret med digital skydelære, og skulle passe indenfor et par tiendedele. Jeg har stadig mit sæt den dag i dag. De efterfølgende skoleperioder havde en varighed på 2x10 uger efterfulgt af 4x5 uger og afslutningsvis 2x2 uger til svendeprøven. Den del af undervisningen der foregik i klassen, var tit lagt sammen med et hold maskinarbejdere, vi skulle jo lære det samme.

Tirsdag d. 30. november for 28 år siden, fik jeg mit svendebrev. Dagen hvor jeg kunne kalde mig svend var endelig kommet, og hvilken bedre måde at fejre den på, end en solid gang tømmermænd. Skæbnen ville, at fredagen forinden havde jeg fødselsdag, og det skulle jo fejres med fyraftensøl. Den flok smede var altid tørstige. Nå ja, ej at glemme, jeg havde jo ikke bare fødselsdag, jeg fyldte 20 år, så skulle jeg da lige give et par omgange mere. Jeg skulle også give en omgang når nu jeg havde fødselsdag, fyldte rundt og på en fredag, faktisk var det jo en tredobbelt runde øl. Jeg kan vist roligt sige at, Olga, den gamle kone der havde kiosken, havde en god omsætning i de dage, for ikke nok med at jeg havde fødselsdag og fyldte rundt, jeg var også udlært på den anden side af weekenden, det skulle jo også fejres. Jeg er stadig ret sikker på, at mit niveau af øl på en aften, toppede den fredag eftermiddag. Vi havde drukket alt for mange øl, og var blevet utrolig intelligente at høre på, I guder! Det var vist også den fredag der blev kørt flest branderter hjem, det var ikke for godt. Da jeg havde fået nok, blev jeg høvlet ind på bagsædet af Arvids lille maskot, en bil jeg nær aldrig var kommet ud af igen, da vi en halv times tid senere holdt hos mine forældre. Jeg fik mig knoklet ned ad indkørslen, op af hovedtrappen og ind ad døren. Indenfor fik jeg sparket sko og jakke af og stak hovedet ind i køkkenet til mine forældre, med en kort besked om at jeg gik i seng, kl. 15 om eftermiddagen. Min far bad mig komme hen til bordet, der var noget de skulle snakke med mig om, så efter bedste evne fik jeg knoklet mig hen til bordet, hvortil min far kiggede på mig og sagde ”Gå du bare i seng dreng” - jo tak, tilbage hen over køkkengulvet og så endelig op i seng.

Weekenden efter holdt jeg svendegilde for mine kollegaer, hvor der blev serveret smørrebrød og kolde øl. I gave af værkstedsklubben, fik jeg et sæt fastnøgler og en lille ambolt, med en indgraveret hilsen.


© 2022 | Anakin.dk | v/ F. Gantzel