Sommeren 2008 kørte vi til Le Petit Bornand, en lille by i den sydlige del af Frankrig. Vi havde lånt et halvt hus af s familie, huset lå på en bjergside med udsigt over dalen. og jeg fik fornøjelsen af førstesalen, mens hendes mor, lillesøster og niece sov nedenunder. Selvom vi var på ferie, så var det ikke planen at vi bare skulle dase i alle 3 uger af ferien. s mor havde nogle markeder hun gerne ville besøge, så allerede den efterfølgende morgen kørte vi til Annecy for at besøge et par af de markeder hun havde fundet på forskellige kort. Der var rigtig hyggeligt i Annecy, den gamle byggestil, gader der var smukt dekoreret med blomster og planter sammen med floden der løb langs byens gader. Dagene gik stille og roligt, nogle dage nød vi stilheden i huset, mens andre dage besøgte vi markeder forskellige steder i nærområdet.

Ikke så langt derfra fik vi muligheden for at paraglide. Jeg har aldrig været helt tryg ved højder, det vil sige at stå på taget af OUH og kigge ud over kanten, det generer mig ikke, men at sidde i et glasbur under portalkranen på Lindø i Odense, det gav mig et sus i maven. Jeg tror min frygt kommer fra en arbejdsopgave hvor enkelte steder i stilladset var erstattet med brædder og en nogenlunde stram snor som gelænder, dér fik jeg sveden frem på panden. Jeg fik forklaret instruktøren at jeg havde højdeskræk, og han forklarede mig lidt om hvad højdeskræk egentlig var, det gav ganske god mening, så jeg skulle naturligvis prøve det. En anden grund kunne også være, at hvis på 13-14 år turde, så gjorde jeg også. Vi blev spændt fast på maven af hver vores instruktør og på kryds og tværs af faldskærmen, og så ventede vi bare på den rigtige vind. Han lænede sig frem til mit øre og hviskede på gebrokkent engelsk "when I tap you on your shoulder, you run to city", jeg kiggede ned af den bjergside vi stod på, mod byen han nævnte, den lå vel omtrent halvanden km nede og 2 km væk, jeg tænkte mange ting. Der gik ikke mange øjeblikke før han klappede mig på skulderen, jeg gjorde instiktivt hvad han havde bedt mig om og så fik jeg ellers noget af et chok. Inden jeg nåede at tage 3 skridt, havde han fanget en opvind og med et ryk hang vi knap 4 km oppe. Efter nogle minutter kunne jeg slappe af, slippe linerne og bare nyde den fantastiske udsigt, turen varede 10-15 minutter. Han spurgte på et tidspunkt om han skulle lave nogle vilde sving, hvilket jeg takkede nej til, lidt kylling var jeg dog stadig. Landingen foregik direkte på min dertilindrettede bagdel, let og knapt så elegant, jeg havde været lidt nervøs for mine knæ ved landingen, så jeg turde ikke tage chancen. Sikke en fed tur, det kan bestemt anbefales!

Vi var på mange forskellige ture rundt i lokalområdet, hvis man kan kalde 100 km væk for lokalområdet. Vi købte mange grøntsager på de markeder vi besøgte, og jeg kan fortælle jer, dernede får man noget for pengene. Vi havde købt et blomkålshoved, bare et enkelt, men vi måtte have den store suppegryde i gang for at få plads til det. Deres grøntsager havde også meget kraftige farver, ikke som det nærmest sort/hvide vi har herhjemme. Vi havde snakket lidt om at det kunne være lækkert med en pizza-aften, hvor ingen af os skulle lave mad. Så vi kørte et smut til Italien, selvfølgelig. Det lyder måske lidt vildt, men når nu vi alligevel var dernede, så virkede det som en god idé at smage en rigtig pizza. Vi pakkede bilen med det mest nødvendige, og satte kursen mod Aosta i den nord-østlige del af Italien. En køretur på knap 200 km, igennem Mont Blanc tunnelen og ud på den anden side, i Italien. En rigtig hyggelig tur, selvom man på et tidspunkt føler man har kørt længe under det bjerg, og tro det eller lad være, man kan godt køre forkert derinde, og komme ud et helt andet sted, og næsten 100 km forkert, så det var med at køre i det rigtige spor.

Ugerne gik hurtigt, og inden vi vidste af det, skulle vi hjemad igen. Vi skiftedes til at køre, det vil sige det var sådan set og hendes mor der kørte det meste af turen, jeg blev hurtigt træt og uoplagt til den lange tur.