Hjem › Familien

Livets mønster – de tabte tråde og hjertebåndene
Når jeg lukker øjnene og tænker tilbage på alle de ansigter, der har krydset min vej i de mange år, jeg har trådt på denne jord, føles det som at kigge på et enormt, levende kludetæppe. Nogle mennesker var kun et flygtigt strejf – som en fremmed, man deler et hurtigt smil med på gaden, før de forsvinder i mængden. Andre blev hængende lidt længere, og nogle få blev måske endda for længe.

Men midt i alt mylderet er der nogle ganske særlige mennesker, som fangede mit hjerte og vandt min dybe tillid. De slog rødder i mig. Det er dem, jeg kalder min rigtige familie – og uanset om de bor i den anden ende af landet eller lever videre på siderne i denne dagbog, så holder de fast i mig, og jeg i dem. Der er ansigter, som tiden har hvisket ud, og tråde, der knækkede undervejs. De er væk nu, men hvis man lytter efter, kan man stadig høre ekkoet af deres fodspor i mit liv. Og så er der dem, hvis stemmer er forstummet for altid. Tomrummet efter dem efterlader et mærkbart savn, men minderne gløder stadig varme og dyrebare indeni.

Et uventet blik på strøget i Faaborg
De kloge siger, at "Den bedste familie er den, man selv vælger". Det passer nok meget godt på mig. Jeg har nemlig aldrig haft en stor, larmende flok af venner omkring mig. Min barndom og skoletid var stilfærdig, men de få, der slap igennem min mur, var til gengæld lavet af det reneste guld.

Min absolut bedste – og nok reelt eneste, sande – ven dengang var Ove. Selvom han ikke er her blandt os mere, kan jeg stadig mærke savnet som et lille, pludseligt stik i brystet, når jeg tænker på ham. Da jeg i 1999 pakkede mine flyttekasser og søgte mod Odense, løb vores hverdage i hver sin retning, og kontakten gled langsomt ud i sandet.

Men jeg glemmer aldrig den dag, jeg var på strøgtur i Faaborg sammen med min store, trofaste hund, Calvin. Vinden var frisk, og pludselig stod Ove der foran mig. Ove havde en helt særlig svaghed for store hunde; jeg husker tydeligt, hvordan hans ansigt flækkede i et genkendeligt smil, da han så Calvins store, bløde bamsepels. Vi standsede op midt i gaden, hundeørerne filmede, og vi snakkede. Men hverdagen trak i os igen, og vi fik desværre aldrig knyttet den knude, der var gået op. Forbindelsen blev ved det ene, flygtige øjeblik på asfalten.

Et stamtræ i stormvejr
Hvis jeg skulle tegne mit stamtræ til jer, ville det ikke ligne en pæn, snorlige tegning. Det ligner nærmere et rodet vildnis, hvor grenene filtrer sig ind i hinanden, og det er ærlig talt ikke noget at råbe hurra for. I alt for mange år har min familie været splittet op i små, isolerede øer. Jeg ved faktisk ikke præcis, hvorfor rødderne blev så bitre, men min mor og min mormor bar desværre en tung del af det ansvar.

Når stormen rasede, var det min far og min morfar, der var klipperne. De havde varme hænder og formåede at samle flokken, tænde op i hyggen og skabe øjeblikke, hvor vi bare kunne grine og være sammen. Men blæsevejret i familien har været nådesløst, og det har flået mange blade af grenene. Jeg ejer falmede billeder af fætre og kusiner, som jeg kigger på i dag, uden overhovedet at ane, hvem de fremmede ansigter på papiret er. Kontakten har været kold og tavs i årtier.

Den eneste faste forankring, jeg har tilbage fra Peter/Birksdal-siden af slægten, er min kusine Annethe. Og selv her bliver det kringlet! Hvis man skal være helt firkantet, er ordet "kusine" måske slet ikke det rigtige biologiske mærkat. Hold nu tungen lige i munden: Annethe var gift med min mors lillebror, og samtidig er hun min fasters datter... Ja, giv den lige et sekund eller to til at falde på plads i hovedet!

Man kan næsten blive helt rundtosset af at regne de familietråde ud. Hvad er vi egentlig for hinanden? Annethe og jeg har vendt og drejet det over kaffekopperne et par gange undervejs, og vi er hver gang nået frem til den samme, hyggelige konklusion: Vi slår en streg over forvirringen, lytter til hjertet og er enige om, at vi bare er fætter og kusine. Rent og skært.

Tilfældige nedslag i flokken