Forord | Mit liv | Familien | Rejser
Kaffe til far | Fristelser

Jeg har altid været glad for søde sager, og viktualierummet i kælderen bugnede af lækkerier, særligt omkring juletid. Jeg var tit dernede og gafle lidt fra dåser, fade og bøtter. Jeg havde været med min far en dag for at hente en række ting fra viktualierummet. Mens han rakte fade og bøtter ud til mig, stak han en småkage i kæften på mig, mens han, med kæften fuld af småkager, mumlede noget i stil med, at det var vores hemmelighed. Jeg lurede hurtigt hans teknik, og gik selv ombord i lækkerierne.

Min far havde mange års træning og snilde, for hun opdagede aldrig noget. Måske var hun også mere overbærende, idet han kun snuppede et par stykker her og der. Engang forsvandt der en hel rulle marcipan fra en af hylderne. Det var uvist hvordan det var sket, og hvem der stod bag. Min mor var tosset, for hun skulle jo bruge den til julekonfekt. Jeg kunne som regel høre hvem af dem der gik på trappen, jeg havde værelse ovenpå. Min far tog alle 15 trin stille og roligt, mens min mor tog 6-7 trin i raskt tempo. Jeg nåede knapt nok at tygge af munden, før min dør blev åbnet og min mor kiggede spørgende på mig. Til alt held havde jeg en halvtom pose chips liggende på gulvet ved siden af min lænestol, da hun spurgte om jeg havde taget en rulle marcipan fra viktualierummet. Dét, havde jeg ikke! Hun var ikke overbevist, hvilket måske var meget forståeligt, eftersom der lå indpakningspapir i min skraldespand, som stod lige ved døren, fra en lignende rulle, som den hun stod og manglede. Men det var jo ikke mig der havde taget den. Så der var kun én mulig forklaring tilbage, min far måtte have spist den, og for ikke at få ballade, havde han smidt folien i min skraldespand. Jeg ville jo helt automatisk få skylden for det. Hun var stadig ikke imponeret.

Hun havde en lignende sag omkring en bøtte med chokoladeknapper, hvor indholdet også forsvandt på mystisk vis. Der var flere bøtter med forskellige nødder, gryn og så den store røde med 4-5 kg chokoladeknapper. Jeg havde en teori om, at de var forsvundet over en længere periode, og at vedkommende havde været smart nok, til kun at hugge en lille håndfuld ad gangen. Det var så knapt så smart, idet min mor ikke havde holdt øje med indholdet, men blot kunne konstatere, at hun havde fyldt bøtten, og nu knap 3 måneder senere, lå der 15-20 visne knapper i bunden af bøtten. Hun var ikke imponeret.

For at det ikke skulle være løgn, så var svindet af søde sager, ret omfattende. I starten snuppede jeg en sodavand i ny og næ, men min far kunne jo godt se på en kasse, når kapslerne forsvandt én efter én. Så jeg forfinede min teknik, ved at slå et søm igennem kapslen, og drikke sodavanden på den måde. Det var så ikke helt gennemtænkt, for godt nok opdagede han ikke at der forsvandt flere og flere, men når jeg så en sjælden gang fik lov til at tage en, måtte jeg nøjes med at rive kapslen af en tom flaske, og forklare mig med, at jeg havde været så tørstig, at jeg drak min sodavand inden jeg var nået op ad kældertrappen. Han var ikke imponeret. Der gik ikke mange måneder, før min far satte lås på viktualierummet. Den søde æra var slut.

I slutningen af sidste årtusind, hjalp jeg min mor med at rydde op på mit gamle værelse. Jeg var flyttet hjemmefra nogle år tidligere, havde dog lige været hjemme og vende i nogle måneder mellem lejemål, men efter jeg flyttede til Odense, ville hun gerne have indrettet værelset til soveværelse. Min far havde beklædt skråvæggen med brædder, og en meters penge over gulvet havde han lavet 3 rum ud til skunken. Efterhånden som vi fik ryddet op rundt omkring, kom turen også til de tre små rum. Det var som en hel adventskalender, hvilke overraskelser gemte der sig bag lågerne. Den første låge havde de fleste af mine Anders And blade og en del jumbobøger. Den næste låge, som var lige bag ved min seng, gemte på en masse erotiske blade og magasiner. Min mor blev en smule forlegen, men jeg fik tømt rummet og lovede at tage bladene med mig, hun ville ikke have sådan noget i sit hus. Den sidste låge var nok den mest afslørende. For lige så mange glas med nutella, syltetøj og småkager der var forsvundet over tiden, lige så mange teskeer og kagetallerkner fandt vi. Jeg blev overhovedet ikke flov da min mor udbrød "Nå dér er alle mine teskeer". hun var knapt så imponeret.


© 2022 | Anakin.dk | v/ F. Gantzel