Forord | Mit liv | Familien | Rejser

1990 var et år hvor der skete meget, mit liv tog en markant drejning og alt det der var nyt og ukendt, skulle senere vise sig at åbne døre der ellers havde syntes at være lukket. Jeg stoppede 3-4 måneder inde i 10. klasse for uorden, min far tog affære og sørgede for en læreplads indenfor en branche med store muligheder, og jeg fik prøvet kræfter med noget mere sportsligt end at læse Anders And blade og slæbe videoudlejningsbokse og 3-6 vhs film frem og tilbage hver weekend. Jesper, en anden dreng fra samme vej jeg boede på, fik mig overtalt til at prøve taekwondo. Det er normal kutyme i mange klubber, at man kan få lov til at komme og deltage i en træningstime. Jeg fandt mit bedste joggingtøj frem og trådte ind i salen. Min første og måske sidste time i kampsportens verden var begyndt. Opvarmningen var middel, vi fik i hvert fald pulsen godt op. Selve træningen, teknikkerne, slag og spark var ganske udfordrende og ret spændende. På et tidspunkt skulle vi ligge på gulvet, lukke øjnene og meditere, tømme hovedet og ikke tænke på andet end ens egen vejrtrækning. I mellemtiden gik instruktørerne rundt mellem rækkerne, løftede foden og holdt den ganske få cm fra vores ansigter, en form for test af vores evne til at give slip. Jeg husker tydeligt at jeg tænkte, aldrig mere, de er jo tossede i hovedet og træningen er alt for hård til mig. Det var dog ikke hårdt nok til at holde mig væk. Inden udgangen af ugen, en lun søndag eftermiddag for 31 år siden, blev jeg medlem af Faaborg Taekwondo klub.

Jeg fandt mig godt tilpas med træningen, fik hurtigt nye venner og vi sås tit, enten ved lørdagstræning eller venskabstræning i andre klubber, eller blot for hyggens skyld. Inden jeg så mig om, stod jeg foran min første graduering, 10. kup, gul snip på det hvide bælte, og pavestolt da jeg bestod. Det var der ikke så meget i, men jeg havde også øvet mig grundigt. Træningen skred fremad, teknikkerne blev flere og kravene voksede. Der var nu også plads til lidt underholdning, når der f.eks. blev brugt stikbold som opvarmning, dog med den ændring at, blev man ramt skulle man udføre nogle fysiske opgaver, første gang ti armstrækninger, anden gang ti englehop og tredje gang ti mavebøjninger, og så forfra hvis man ikke formåede at undvige. Selvforsvar var også en del af træningen, hertil kom en masse teknikker til frigørelse. Min favorit var et-skridts kamphandlinger, og det var også ved disse øvelser at det til tider gik galt for mig. Et-skridts kamphandling er meget som det lyder, et skridt ad gangen. Det foregår således, at man står i klarstand overfor hinanden, så skiftes man til at gå tilbage i forsvar, derefter frem i angreb, enten med slag eller for de mere øvede med spark. Så er det meningen at modparten skal forsvare sig og evt. pacificere sin modstander. Så langt så godt, Eskild og jeg var meget energiske, ikke altid en fordel for træningen, men så til gavn for styrketræningen. Det forstyrrede tit de andres koncentration, når vi skiftedes til at gå tilbage i en stand der intet havde med taekwondo at gøre, og med et hyl der bedst hørte hjemme i American Ninja fra 1985. Vores træner der bestemt ikke var uden humor eller konsekvens, gav os prompte en straf på, typisk 10 armstrækninger, og man skulle tro at efter 4-5 gange havde vi lært lektien – men ak, halvanden time, 120+ armstrækninger og nok lige så mange mavebøjninger senere, havde vi stadig ikke lært vores lektie, men det var nu meget sjovt så længe det varede, tror også at Thomsen hyggede sig ved at se os svede. Jeg sov i hvert fald godt den nat.

En anden yndlingsdel af træningen, om end noget mere krævende, var frikamp med let kontakt. En anden god ven fra dengang, og jeg kunne heller ikke tåle at stå overfor hinanden. I kampens hede glemte vi tit ”let kontakt” og benene fløj om ørene på os. Selvom vi aldrig brækkede noget, så vidner mine skinneben den dag i dag om en brutal men fantastisk tid i Faaborg Taekwondo klub.

Der var et helt unikt sammenhold i klubben. Både Kojak, Thomsen og jeg mødtes tit efter træning til spisning med et glas vin eller en pilsner. Allerede i løbet af få år, hjalp jeg til med opvarmning og træningen af nybegyndere og børneholdet. Det er svært ikke at få skader og blå mærker her og der. Og en sjælden gang når træningen var på sit højeste, skete der også de mere mindeværdige uheld. Som f.eks. en aften hvor vi skulle træne flyvespark, der var hængt en sandsæk op, vi skiftedes til at holde den nogenlunde i ro. Det var langt fra alle, mig selv inklusiv, der kunne ramme sækken. Jeg husker ikke hvem der kom flyvende med benene pegende fremad, jeg erindrer dog at det var ikke sandsækken der tog af for sparket, og så erindrer jeg også noget med at ligge på en madras og tælle (?!?). Der var fede tider og så var der tider hvor man skulle være blevet hjemme, men trods smerter og forbipasserende svimmelhed, så var der flere gange hvor jeg ikke var til træning, og ville ønske at jeg havde været. Thomsen var altid klar med opmuntrende ord og hjælp til, hvis vi havde skader, det kunne jo ikke helt undgås. Jeg havde forstuvet min ankel ved et stævne i Odense, hvor vi havde løbet rundt på en bane, brugt af forsvaret. Op af hullet og ned af ramperne, som desværre var næsten dobbelt så høj som jeg havde forventet. Instruktøren forklarede at jeg kunne træne musklerne omkring anklen op igen, ved at stå på et balancebræt, og ellers lægge et køligt klæde om anklen. Hvis det ikke hjalp noget, kunne jeg få et spark i sækken. Min gode ven Kojak var kommet til skade på jobbet, han havde fået en træsplint (ca. 7-8 mm tyk) i låret fra en af maskinerne. Da han spurgte vores instruktør om råd omkring genoptræning, kom det køligt fra instruktøren "Dig? Du skal bare ha et spark i sækken!"

Var man trist, var man syg, havde man ondt eller var man forelsket? Skulle man bare ha' et spark i sækken.

Selvforsvar var en stor del af at praktisere taekwondo. I efteråret 1994 blev jeg ansat i ungdomsskolen hvor jeg startede et hold op med ”Selvforsvar for piger (14-18 år)”. En ting er selvforsvar i taekwondo-regi, en anden ting er den storm af spørgsmål piger i den alder kan stille. Min kammerat og jeg skiftedes til at vise teknikker, atter efterfulgt af endeløse spørgsmål. Det var ikke altid lige nemt at vise eller forklare, at der var forskel på, når vi trænede teknikker i træningslokalet, og når de kom ud på gaden og skulle forsvare sig selv. Det var ved en af disse misforståelser jeg lærte, at der er ingen forskel på en petit pigefod vs. fødder på min egen størrelse. Om det var den ene eller anden der ramte ved siden af, eller skulle jeg sige ramte plet, man lagde sig helt automatisk ned i fosterstilling og græd lige så stille. Det var til tider en udfordring, men det var også skide sjovt og ikke mindst en succes. Det gik så godt, og tilfredsheden blandt pigerne spredte sig så langt, at ungdomsskolen forlængede vores aftale med endnu et år. Det var en ubeskrivelig fed følelse at se pigerne mestre teknikkerne, og ikke mindst vide at, de kunne klare sig selv.

Fra tid til anden kunne man deltage i forskellige lejre. Sommerlejr og påskelejr var sædvanligvis over en uge. Der var mange forskellige klubber såvel som kampsportsgrene fra hele landet. Der var frit lejde til at prøve kræfter med de forskellige stilarter. Jeg har prøvet Capoeira, Kendo-karate og Aikido. Sidstnævnte er en ret spændende form for kampsport. De fleste husker nok Steven Seagal når han kastede rundt med folk og brækkede arme og ben på dem, det er mindst lige så galant i virkeligheden, for dem der virkelig kan, så er der selvfølgelig dem hvor det ligner en søløve på land, dem behøver vi ikke snakke yderligere om.

Jeg var medlem i Faaborg Taekwondo Klub frem til 2000 hvor jeg flyttede til Odense. I samme ombæring besluttede jeg at prøve kræfter med andre former for kampsport. Der var en håndfuld forskellige stilarter samlet i Odense Kampsportscenter, så det var nærliggende at prøve Aikido. Jeg skal dog hilse at sige, det er ikke så nemt som det ser ud. Jeg fandt ikke rigtig noget fast at praktisere i Odense, først mange år senere, hvor jeg flyttede til Otterup, blev jeg medlem af Bellinge Taekwondo Klub, stasrtede jeg op igen. Desværre gik der ikke lang tid før jeg var mere optaget af hus og have, hund og børn, og tiden til taekwondo forsvandt igen. Jeg tog atter en pause, men det var som om jeg ikke rigtig kunne slippe det helt. Der skulle igen gå en årrække inden jeg var tilbage i dojang’en, denne gang i Tommerup Taekwondo Klub. Træningen gik ganske godt, selvom jeg godt kunne mærke jeg ikke var 20 år længere. Der var ganske enkelt ting jeg ikke kunne, men det er jo en af de ting der er så pragtfuldt ved sporten, at man kan træne ud fra det niveau man nu engang er på, også selvom der ikke umiddelbart er udsigt til graduering. Jeg fandt stor fornøjelse i at træne med de andre, det fungerede i hvert fald fint for mig.

(Billederne på denne side er fra Tommerup Taekwondo Klub).


© 2022 | Anakin.dk | v/ F. Gantzel