Forord | Mit liv | Familien | Rejser

Mine forældre var begge hårdtarbejdende på tapetfabrikken Fiona i Faaborg. Min far som garvet farveblander og min mor i bogbinderiet hvor de samlede de tykke tapetbøger som du måske husker fra butikkerne med maling og tapet. Jeg kiggede tit forbi på fabrikken efter skoletid, duften fra produktionen gav mig en underlig tryghed. Når ikke jeg plagede mine forældre med spørgsmål, så lavede jeg drengestreger. Min mor var ikke altid lige imponeret over de drengestreger jeg fik lavet sammen med min klassekammerat, og det var også langt fra dem alle jeg turde fortælle hende om, selv ind i voksenlivet var der ting jeg ikke turde fortælle. Skoletiden gik nogenlunde, jeg havde mine favoritfag som matematik, engelsk og sløjd. Der var naturligvis også de fag der var knapt så favorable, som f.eks. biologi, hjemkundskab og håndarbejde.

Nogle få af vores drengestreger var blandt andet at skyde med viskelæder i timerne, det var jo ganske underholdende, i hvert fald frem til det punkt hvor vi blev taget på fersk gerning. Der var en gang i en biologitime, det var som regel dobbelttimer, Seamus og jeg var godt i gang med skyderiet, og vores lærer opdagede hurtigt uroen, men ikke hvor den kom fra. Sikke et temperament hun havde, der blev slået meget bestemt i bordet med et par pegepinde, det holdt de ikke til. Ja ok, vi formåede heller ikke at stoppe mens legen var god, så endnu en gang måtte vi op og stå skoleret for inspektøren, det var heller ikke nyt for os at stå der. Tror nok at inspektøren var lidt træt af det til sidst, han havde fået sat to stole op til os, foran viceinspektøren, en meget bestemt kvinde som de fleste elever var bange for. (Kunne vi lære af det? Det skulle vise sig, for stolene stod der længe). Det var ikke ballade som sådan jeg lavede sammen med min kammerat fra skytteforeningen, det var nærmere bare åndssvagt. Han havde et frygteligt grin og var utrolig nem at få til at grine. F.eks. når han snakkede med de gamle skytter, stod jeg som regel bag ved dem og lavede ansigter, han havde tit meget svært ved at holde masken - og jeg lavede naturligvis ikke noget hvis de vendte sig om for at se hvad han stod og fniste af. Andre gange når jeg fik lov til at spise med hos hans forældre, sad jeg og talte meget lavt, hans forældre hørte ingenting, mens han selv var ved at kløjs i maden.

1987 var året mine forældre mente jeg ville have godt af at komme på efterskole. Det var ikke en idrætsefterskole, men der var svømmehal og et højt aktivitetsniveau. Svømning fire gange om ugen, folkedans om fredagen og kage på fællesgangen torsdag aften. Jeg fandt hurtigt min gang, og faldt egentlig godt til. Vores matematiklærer var god til at udfordre os, særligt når koncentrationen svigtede. Vores engelsklærer var også rigtig god til at lære fra sig, og når han syntes vi sprang over lidt for let, så indhentede han os når vi senere på dagen eller ugen skulle have idræt. Svømning blev også min store passion, jeg har altid været glad for at bevæge mig i vand, helt tilbage fra de somre i Løkken, hvor min far holdt mig i hånden og vi hoppede ind i de store bølger ved vestkysten. Efterskolen var ganske tålelig det første år, men det andet år gik det helt skævt. Jeg fik desværre en af de værelseskammerater der, når vi var os selv på værelset, kunne vi snakke om det meste, men når han havde besøg af sine klassekammerater, så skulle jeg trynes. Han var sportsnørd og trænede bodybuilding, så lille spinkle mig der ikke lavede noget sportsligt, var et nemt offer. Jeg fortalte mine forældre om problemet, men blev ikke mødt med den løsning jeg havde det bedst med. Så jeg måtte tænke kreativt eller bide det i mig og udstå det sidste halve år. Tilbage fra weekenden startede det hele forfra, det holdt jeg ikke til længere. Jeg gjorde det utænkelige og sikrede mig en plads på toget hjem fra skole. ”Tyveri betaler sig ikke” sagde de, men det gav mig en billet væk fra min værelseskammerat og hans tyrannisering.

Min far var vred, ikke så meget på mig, selvom min gerning ikke imponerede ham, men han var vred på skolen for ikke at gribe ind, når jeg så tydeligt var ked af at være der. Der gik ikke mange dage med ”Fri fra skole” før jeg var tilbage i min gamle klasse. Men selvom jeg kun havde været væk i halvandet år, så var meget forandret. Man spurgte ikke ”Kan du lege i dag?” længere, nu hed det ”kan du være sammen i dag?”, men det var nu meget godt. 9. klasse blev overstået og planen om at fortsætte i 10. lå lige for. Der gik dog ikke så lang tid i 10. klasse før drengestregerne tog overhånd igen. Konsekvenserne var også vokset i takt med den udvikling der var sket i tiden jeg var på efterskole. Min far var vred, ikke så meget på skolen, men på mig for at have ødelagt mine muligheder for afgangseksamen og dermed mulighederne for at læse videre. Der skulle ske noget, og der skulle ske noget nu. Ressourcestærk og løsningsorienteret som min kære far var, kiggede han tungt på mig en dag og sagde, ”Nå min draj*, du skal være smed”, jeg kiggede på ham og sagde ”Nej, det har jeg ikke lyst til”, hans blik blev lidt tungere og han gentog sætningen og tilføjede ”enten bliver du smed, eller også bor du ikke her længere”, der var hverken lagt op til forhandling eller yderligere spørgsmål omkring min fremtid, jeg måtte selv vælge. Min far havde endda sørget for kørelejlighed til og fra lærepladsen. Det hele var pludselig en glimrende idé, jeg havde altid drømt om at blive klejnsmed…


© 2022 | Anakin.dk | v/ F. Gantzel