Forord | Mit liv | Familien | Rejser
Værnsgrene: Hær | Politi | Marine | MHV Uddannelsen

Midt i 2001 trak jeg teltpælene op, og flyttede fra Odense til Holstebro. Jeg kontaktede det lokale kompagni og blev overflyttet. Det var først bagefter jeg opdagede, at det var et politikompagni. Det skulle dog hurtigt vise sig at være en god beslutning, for her blev jeg hurtigt introduceret for en række mennesker, heriblandt Egon, kompagniets våbenmester og politibetjent. Vi fik klaret papirarbejdet, udlevering af uniform og diverse samt lavet en plan for uddannelse. Jeg fandt det særdeles spændende, at skulle indgå i tæt samarbejde med politiet på den måde.

Egon havde arrangeret weekendens terrænskydning i Borris, og der skulle ikke mangle noget. Vi steg ind i politiets varebiler og kørte af sted til Borris. Inden selve skydningen kunne begynde, skulle vi gennemgå nogle sikkerhedsforanstaltninger, ganske som det plejer at være. Derefter skulle magasinerne fyldes, granaterne kontrolleres og vores våben klargøres. Der var målskiver på 100, 200, 300 og 450 meter væk, blandt dem var der 2 pansrede køretøjer og enkelte bevægelige mål. "Jeg har en plan! Jeg skal bruge 4 m/k med skarpladte M75, en med M61 og M84, 2 røde pølser med hele svineriet, 15 cm sejlgarn og godt humør". Jeg lagde for ved at nedlægge to pansrede mål, for derefter at skifte til M61 og deltage i feltskydningen sammen med de andre. Så langt så godt, jeg fik lagt an og affyret den første granat som nedlagde målet, min makker fik hurtigt gjort den sidste granat klar, lagde an igen og nedlagde mål nummer 2. Hvad de andre ikke så var, at kikkerten fra dysekanonen havde ramt mig i ansigtet to gange og flækket mit øjenbryn, der stod jeg, med blod der piplede ned over den ene side af mit ansigt.

Egon standsede skydningen og fik lagt en våd klud over mit øje. En anden instruktør overtog skydningen, hvorpå Egon kørte mig på skadestuen. Der gik en god halv time i venteværelset hvor vi fik vendt mange forskellige emner, jeg kom ind til lægen der gerne ville sy mit øjenbryn, det var vi ikke helt enige om, så jeg blev limet sammen og sendt tilbage til skydebanen. Egon var af den faste overbevisning, at der er kun én måde at aflade på. Så han nulstillede skydeterrænet og gav grønt lys til at jeg måtte skyde. Alle mål, med undtagelse af de pansrede, alle afstande, og jeg var alene om det. De andre havde sat sig ind i cafeteriet med kaffe og the, mens de ventede på jeg blev færdig. Sidste skud, sidste mål nedlagt, en vellykket skydning, og for mit vedkommende, en træfprocent på 96%. Det var svært at være utilfreds med.

Trods turen på skadestuen, så var det en fantastisk dag. Nogle uger senere ringede Egon til mig og fortalte, at han syntes jeg skulle have den M61 finskytte riffel han havde stående, i stedet for den almindelige M75.

En aften havde Egon inviteret på et glas rødvin, og det kunne jo som alle de andre gange være rigtig hyggeligt. Jeg tager pænt tøj på og går derover. Vi boede under en km fra hinanden. Jeg ringer på og hans datter åbner døren og fortæller mig at Egon er henne på stationen og at jeg bare kunne møde ham derhenne. Nuvel, så traskede jeg hen på stationen og lige som jeg rev døren op gik der en alarm. Egon fik fat i mig og spurgte hvor hurtigt jeg kunne være omklædt og klar til kørsel. Så satte jeg kursen hjemad igen, fik klædt om og mødte tilbage på stationen indenfor en time. Vi fik en hurtig instruks og blev sendt af sted. De havde brug for bevogtning omkring en markbrand der helst ikke skulle udvikle sig til en plantagebrand, og vores opgave var at holde nysgerrige væk fra stedet. Jeg fik et par nøgler i hånden og instrueret i at køre til et kryds i nærheden, parkere bilen midt i krydset og så ellers holde øje. Jeg startede bilen og satte kursen ud af byen, med udrykning.

Egon og jeg har nydt et glas vin efterfølgende. Egon var god til at planlægge skydeøvelser og der manglede aldrig ammunition. Ved en af disse skydninger tæt ved Vesterhavet, skulle vi skyde med let maskingevær med lyssporer. Et bånd består typisk af 200 projektiler hvoraf hver 5. er lyssporer, således kan man se retningen man skyder uden at skulle kigge i sandet eller mod skiven. Der går ikke mange sekunder før alle 200 skud er brugt. Vi havde 4 maskingeværer med og der var blevet skudt med alle 4 samtidig, da Egon pludselig indstiller skydningen. Vi sikrede vores våben og fik stukket et par branddaskere i hånden. Vi havde fået sat ild til de tørre buske på sletten, så af sted og få det slukket. Det var aldrig kedeligt når vi var på skydebanen sammen.

Efter nogle år i Holstebro flyttede jeg til Vejle, jeg har altid syntes Vejle var en smuk by, og nu hvor virksomheden hvor jeg arbejde var blevet solgt of lukket, måttte jeg atter søge nye udfordringer. Jeg blev overflyttet til Vejle Politihjemmeværn og så tog det fart. Vejle politihjemmeværn har et tæt samarbejde med Fredericia, Middelfart og Odense, så hver gang der er Post Danmark rundt eller andre cykel og løbe arrangementer, så er politihjemmeværnet i aktion. Også ved DHB (Danmarks hurtigste bil), Jelling Musikfestival og Dampskibsfestivalen var der brug for trafikregulering. På en god sommer kunne jeg nemt være af sted 7 ud af 8 weekender, for mindst hver anden måned skulle jeg bruge en weekend at sove i.

Onsdag d. 3. november 2004 blev jeg ringet op af min arbejdsgiver som blot ville fortælle mig at jeg havde fri resten af ugen. Nogle timer forinden var en container med fyrværkeri eksploderet i Seest ved Kolding. I nyhederne kunne man se en stor ildkugle over byen, høre bragene og den massive røgudvikling. Og ganske rigtigt, kort efter blev jeg ringet op af min befalingsmand der anmodede om min hjælp, den fik han, jeg havde jo lige fået fri. Vores kompagni blev sat ind på to opgaver, den ene var at bevogte yderkanten af katastrofeområdet, den anden var at gå patrulje i de nabolag hvor beboere var blevet evakueret. En ting var at gå patrulje mellem huse med tydelige skader og de massive ødelæggelser omkring os, noget andet var at stoppe de mennesker vi mødte i og omkring husene og bede om ID. Vi gik altid parvis rundt, jeg gik sammen med en kvinde der også var hundefører. Vi stødte på et ungt par på vej ud fra et hus, kvinden havde nogle poser og tæpper og manden havde en computer under armen - hele situationen taget i betragtning, så var det meget grænseoverskridende at skulle tilbageholde disse to der tydeligt var meget berørte, de viste os ID og forklarede at de boede hos noget familie i Fredericia, manden var utrolig taknemlig og kvinden var rørt til tårer over at vi gik rundt og passede på deres ting hele natten.


© 2022 | Anakin.dk | v/ F. Gantzel