Forord | Mit liv | Familien | Rejser
LAN-Gaming | Bruseren | Luk døren | Parkering | Badekaret | Alufælge | Ikke en racerbil | UMPH!

Det var weekend, Eskild var flyttet ind, computeren var sat til og planen for de næste par dage var LAN-gaming. Der var købt drikkevarer, lammekøllen havde fået et skud hvidløg med bøs’ geværet og dertilhørende bagte kartofler, sauce og flutes. Det eller et par steaks der fyldte hele tallerkenen, var menuen når vi havde disse weekender.

Vi bøvlede som regel med opsætningen af netværket, idet vi kun en sjælden gang havde samme styresystem installeret. På det tidspunkt lå udfordringen i at få Windows 2000 og XP til at kommunikere. Det var ikke altid det lykkedes, og hvis det endelig gjorde, var det 50/50 om det virkede resten af dagen eller kun denne time. Eskild var som sædvanlig på nakken af mig over et fejltrin fra tidligere, hvor jeg havde glemt at aktivere deling. Der skulle ikke så meget til for at sikre sig en verbal røvfuld, men den var en stor del af hyggen. Humøret var højt og luften var tyk af latter og spydige bemærkninger. Jeg spurgte om han overhovedet havde forbundet net kablet til computeren, det udløste selvsagt en spydig kommentar ”ja ja ja smarte”.

Hvis ikke det var netværket eller styresystemerne der lavede halløj, så havde Eskild også et par tricks i ærmerne. Han har præsteret at trække stikket ud til min computer - TO gange, bedst mens jeg sad og spillede og ventede på han blev klar. Midt i Delta Force gik skærmen (og lyset) i sort, jeg brølede "Hvad fanden laver du din klaphat!", der var stille et kort øjeblik, før det gik op for mig at han havde ikke trukket stikket ud til min computer, den ledning han havde samlet selv (lad os lige hurtigt slå fast, Eskild var ikke håndværker) levede ikke helt op til standarderne for 230V. Han havde samlet en stikdåse og et stik, med højttalerledning (!?!). Det kostede ham et par flasker rødvin :)

Det var tid til at køle svælget (Læs: Eskild havde brokket sig højlydt over hvor tør luften var) På vej ned af trappen for at hente drikkevarer, kom jeg til at kigge ind bag ved skrivebordet, og ved bagsiden af hans computer så jeg at han netop ikke havde sat net kablet i, og det skulle jo straks kommenteres højlydt, ”Men at sætte net kablet i, dét magter du ikk!!"

Der var stilen ligesom lagt for endnu en hyggelig aften i selskab med min bedste ven. Vi fik langt om længe netværket til at køre, og spillet Delta Force blev startet op i co-op mode. Eskild og jeg havde hver vores strategi i skydespil som Delta Force. Hvor Eskild var til nærkamp, maskingeværer og håndgranater, var jeg ham der lå på et bjerg 2 km væk med en højkaliber riffel og en kraftig kikkert. Missionerne startede forholdsvis roligt, jeg fandt et sted med godt udsyn, hvor jeg kunne følge Eskilds vej mellem bygningerne, skyde de fjender der spærrede hans vej frem mod målet. Alt i alt en temmelig god taktik, indtil det ikke var en god taktik længere. Når de fleste mål var ryddet og missionen var nær vejs ende, skete der som regel et eller andet der gjorde, at vi måtte starte forfra. Som oftest var det hvis jeg kom til at skyde Eskild i ryggen eller blæse knoppen af ham i kampens hede. Til mit eget forsvar, de lignede jo hinanden dernede i myretuen. Den lille trekant hen over hans figur gav mig måske også et sparsomt overblik over, hvem der måske var hvem. Men hvis vi nu skulle være helt ærlige, så var det mere fristelse end jeg kunne modstå, ikke at skyde ham i ryggen eller netop blæse knoppen af ham. Desværre for mig, kunne det ses på skærmen hos os begge, ”Player killed by friendly fire”, og når det var sket tilpas mange gange, var der ikke langt fra co-op til deathmatch, naturligvis suppleret med tilpas mange verbale spydigheder og en konstant stressfaktor over den tørre luft i lejligheden.

Undervejs i spillet kunne man også skifte sit primære og sekundære våben ud med det af de faldne fjenders våben. Og når man, af ukendte årsager havde en nærkamps-entusiast i hælene, så var det ikke altid en riffel med kikkertsigte der var det bedste forsvar. Der gik mange minutter med at sidde i sit skjul og betragte den mindste bevægelse i horisonten, og i bedste ”Blinkende Lygter” stil, skulle en af os bare stikke næsen frem, så blev knoppen blæst af. Katten efter musen var også en yndet strategi når den ene efter lidt tid havde spottet den anden. Man havde en nogenlunde idé om hvor modstanderen var, hvorefter maskingeværet blev skudt rødglødende, det regnede med håndgranater eller de omgivelser man gemte sig i, blev rusket godt igennem i en storm af raketter og granater. Indimellem gjaldt det mere om at såre den anden end at vinde sit point, for derefter at jage den sårede hen over slagmarken, og naturligvis dræbe inden man fik samlet et health-kit op.

Alt imens kampen var på sit højeste, var der også en frygteligt råben og skrigen, enten af mig der igen måtte starte forfra, eller Eskild der knapt at have sat fødderne på kortet, før jeg har blæst ham ud igen. Der var kun én ting at sige til det - Tør øjnene!!

Der var også andre spil der tog meget af vores tid. I tidernes morgen med Command & Conquer med Red Alert II, var der lagt op til massive kampe. Også her havde vi forskellige måder at kæmpe på. Hvor Eskild var til store styrker af kampvogne og tropper, holdt jeg mig til mindre styrker og mere strategiske operationer. Nogle af de nævneværdige kampe var en, hvor Eskild havde opbygget en så massiv horde af kampvogne, at da han flyttede sin hær ned over kortet mod min base, frøs spillet og lammede netværket. Et andet kært minde var en co-op mission mod en middel modstander. Kortet var bygget op med en række mindre øer forbundet med broer og vand omkring. Vi holdt stand mod de små og ret ubetydelige angreb der kom mod vores baser, til vi havde samlet ressourcer nok til at opgradere og udvikle bedre og stærkere våben. Eskild var klar med det sædvanlige arsenal og jeg meldte klar med fly og langtrækkende missiler. Vi nærmede os fjendes base og jeg indledte angrebet med artilleri beskydning af fjendens forsvar. Ganske som forventet, forsvarede de sig og Eskild trak ind med sine kampvogne mens jeg sendte flyene ind for at bombe strategiske bygninger. Der var faldne på begge sider, vi fik hver især reduceret styrkerne betydeligt. Jeg havde dog et ekstra kort på hånden, idet jeg havde sejlet et større antal missil ubåde op til 'nogens' kyst. Eskilds styrker var næsten udraderet, og nu slog fjenden åbenbart til mod hans base. Et større antal ubåde kom op til overfladen, og ødelæggelserne regnede ned over Eskilds base, der var klager og massivt brok fra Eskild, over at jeg havde jævnet den forkerte base med jorden. Jeg måtte beklage dybt og undskyldte min fejltagelse, og kunne informere ham om at der var et luftangreb på vej også. Igen var der ikke langt fra co-op til deathmatch, men vi skulle trods alt manøvrere i vores fælles fjende og nu kampen mod hinanden og ikke mindst den tørre luft vi sad i.

Efter nogle timers spil spredtes duften af en færdig lammekølle med bagte kartofler og flutes sig i lejligheden, og stridsøksen blev begravet, eller skal vi sige, lagt et sted hvor den nemt kunne findes igen, for vi var jo ikke færdige med at spille computer, og jeg ville stadig ikke kunne dy mig, når Eskild bevægede sig rundt i den forkerte ende af min riffel, og således startede det hele forfra.


© 2022 | Anakin.dk | v/ F. Gantzel