Forord | Mit liv | Familien | Rejser
Kaffe til far | Fristelser

Min far blev født d. 23. oktober 1932 på Faaborg Sygehus, allerede som 7-årig kom han til Lyø for at tjene. Han var en hårdtarbejdende mand, både på sit arbejde og derhjemme. Han var også en rigtig festabe, glad og sprudlende, dansede med alle pigerne og skålede med gutterne. Når ikke han var på arbejde så var han i gang med et af mange projekter hjemme. Det var ikke alting jeg var lige begejstret for at hjælpe ham med, men nogle gange var man bare nødt til at gøre arbejdet, for der kom ikke nogen og gjorde det for ham. Det var måske hans måde at lære mig, at livet ikke altid var en dans på roser, man må yde før man kan nyde. Så jeg hjalp ham troligt når der skulle saves og skrues såvel som når der skulle graves kartofler og luges ukrudt. Haven, garagen og værkstedet var hans fristed når kællingen var åndssvag, som han indimellem udtrykte det. Hvis ikke vi gik eller cyklede en tur.

Før jeg selv fik cykel, sad jeg bagpå min far når vi skulle nogen steder. Vi holdt for rødt i krydset på vej ind til byen, mine små pilfingre havde været lidt for langt fremme, for da der blev grønt og min far satte fra for at komme af sted, havde jeg låst cyklen vi sad på. Der gik ikke lang tid derefter før jeg fik min egen cykel, så kunne jeg låse den lige så tit jeg ville. Af og til cyklede vi ned på havnen, min far kendte mange mennesker og der var altid en at snakke med. Vi sad en eftermiddag på molen hvor Bjørnøbåden lagde til og spiste is, fra borde løb 3-4 børn med deres skoletasker. Jeg spurgte min far hvorfor de ikke gik i skole på Bjørnø, hvortil han svarede "Fordi på Bjørnø læser de kun de blade, der falder ned fra træerne". Værkstedet var ikke et sted for mine pilfingre, ikke desto mindre var jeg tit dernede, om end bare for at kigge i alle skufferne, banke lidt søm i noget af alt det træ han havde liggende. Det var jo ikke fordi jeg skulle lave skibe af plankerne, jeg skulle heller ikke save en spids og skrue klodser på, eller skrue det sammen med 30 skruer i 7 forskellige størrelser, og jeg skulle da slet ikke banke så mange søm i, at rælingen lignede et massivt skot rundt om dækket. Jeg kom kun derned for at sidde på kanten mens jeg kiggede og nød duften af savsmuld. Han var en meget tålmodig mand, hvilket nok var meget godt med sådan en pilfinger i huset.

Min far var ikke så nem at løbe om hjørner med. Ofte når gik vi tur sammen fortalte han om alt muligt mellem himmel og jord. Nogle gange pegede han på husnumre og spurgte hvad tallene gav lagt sammen, trukket fra hinanden, ja sågar gange og divideret med tal der var til at overskue. Hans tålmodighed var stor, og over årene fik han lært mig så meget matematik, at jeg kunne regne det meste ud i hovedet. Det gav mig en kæmpe fordel når jeg skulle på teknisk skole. Ligeledes var min mor over mig når det kom til staveord, jeg hadede at blive hejlet igennem staveord, øvelser og lyde, men jeg kan takke for hendes indsats og stædighed den dag i dag. Stavning og hovedregning blev hurtigt blandt mine fordele. Det var hyggeligt at gå ture med min far, jeg tror dog ikke han synes det var så hyggeligt om vinteren, når jeg smed sne efter ham. Det blev efterhånden sådan at, hvis der lå meget sne og jeg ville ud at gå tur, så skulle jeg love ham ikke at smide sne efter ham, og hvis jeg gjorde, så ville han vende om og gå hjem. Det lovede jeg, i hvert fald indtil vi var gået så langt at vi alligevel var på vej hjem. Det blev efterfølgende sværere og sværere at få ham med ud at gå tur.

Jeg havde den største respekt for min far, han blev aldrig rigtig vred på mig, ej heller hævede han stemmen eller slog mig. Jeg havde ellers lavet min portion drengestreger. Måske fordi han selv havde været lidt af en ballademager da han var dreng. Han var rolig og fattet, og skældte ud på en måde som var til at forstå, og der fulgte som regel en form for arbejde med efterfølgende. Hvilket jeg synes var en god måde at lære på. En sommer havde vi været på besøg hos min farbror Hans-Christian, det var den weekend jeg fik et luftgevær. Min far, hans bror og jeg skød til måls i haven, og lad mig blot sige, det var ikke alle roser eller tulipaner der stod lige rankt, da vi blev kaldt ind til eftermiddagskaffe og kage. Der var dog et tiddspunkt hvor han konfiskerede luftgeværet for en tid, der havde jeg skudt til måls i vores have derhjemme, og jeg havde ikke lige tænkt over at sikre baggrunden for det jeg skød efter.

På ganske få somre nåede jeg at skyde, og ødelægge, de nederste glas i drivhuset, et nedløbsrør, naboens kældervinduer, en del af min mors rabarbarer (Men det så altså fedt ud når man havde skudt hul i en rabarbar, lille indgangshul, kæmpe krater på bagsiden - min mor var ikke imponeret), en stor del af mine playmobil folk samt enkelte legetøjsbiler. Der gik mange år efter, hvor min mor stadig fandt playmobil arme og ben rundt omkring i haven. Det var hun heller ikke imponeret over. End ikke de få gange jeg havde gennemrodet hans værksted eller banket alle hans nyindkøbte søm i et brædt, fordi jeg skulle bygge en båd. Ej heller da jeg var fyldt 18 og havde fået kørekort, da jeg ringede hjem, for at fortælle at jeg var kørt galt i deres bil. Jeg havde sørget for bugsering til et værksted, og at jeg blev sat af hjemme. Dagen efter sagde min far at vi skulle ud og se hvor jeg var kørt galt, og eftersom bilen var på værkstedet, måtte vi sammen træde i pedalerne de små 15 km derud, og hjem igen. Der var kun én ting at gøre ved det, så hver gang jeg fik løn, skulle jeg betale et afdrag på værkstedsregningen. Jeg fik eftergivet restbeløbet efter at have afdraget troligt hver 14. dag i 2 år.

Da han fyldte 62 år gik han på efterløn. Det var velfortjent, efter knap 40 års tro tjeneste på Fionas tapetfabrik. Så skulle han i gang med alt det, han ikke havde nået da han passede arbejde. Haven skulle gøres lækker, garagen skulle repareres og males, jeg var jo klejnsmed, så kunne vi lige lave et nyt gelænder til hovedtrappen. Han gik meget målrettet i gang med projekterne, og fik også lavet rigtig meget. Der var også mange dage der gik med ingenting, han havde arbejdet siden han var 7 år og sjældent mindre end 37 timer om ugen, så dage med ingenting, var mere end velfortjent. Desværre blev han syg efter kun få år på efterløn, kræften havde fået fat i ham. Det gik stærkt fra han fik konstateret kræften, til han tabte kampen. Jeg så ham sidste gang i juledagene 2000. Han var frisk den dag, så frisk som han kunne være, med kun få dage tilbage. Vi fik en god "Far og søn" snak. Jeg fortalte ham, at jeg var stolt af at være hans søn, og "Jeg elsker dig far". Vi fik sagt farvel til hinanden, og det er jeg glad for den dag i dag. Min far ville have været 89 år i dag.



Min far tabte kampen mod kræft, og sov ind d. 31. december 2000.

Jeg bærer din sjæl i mit hjerte.


© 2022 | Anakin.dk | v/ F. Gantzel