Forord | Mit liv | Familien | Rejser
LAN-Gaming | Bruseren | Luk døren | Parkering | Badekaret | Alufælge | Ikke en racerbil | UMPH!

Eskild blev medlem i Faaborg Taekwondo Klub i midten af 90'erne, og der gik ikke lang tid før vi fandt ud af at vi havde mere end taekwondo til fælles. Vi sås tit og vi blev også hurtigt bedste venner. Han boede hos sine forældre i en lille flække udenfor Faaborg, dog ikke længere end vi kunne besøge hinanden indenfor kort tid. Vores venskab var centreret omkring pc-spil, gamle biler og naturligvis taekwondo som af en eller anden årsag tit endte med lidt hårdere træning end de andre. Alt sammen blandet med en god portion kommentarer og en jævn fordeling af spydigheder. Med tiden fik vi også opfundet nogle ord eller en måde at udtale tingen på, som nok kunne løfte et øjenbryn eller to hos andre. Vi ringede tit sammen forud for træning for at høre om den anden skulle af sted. "Ska' do mæ' te TKDÆ'æ" eller når han fortalte han havde fået job hos LMGÆ'æ. Skøre var vi, og det blev der heller ikke lagt skjul på. Fra tid til anden tog han sin computer med når han var på besøg, og så var der lagt op til mange timers hygge med spidse kommentarer, god mad, rødvin, irsk kaffe og gaming til den tidlige morgen, hvis vi ellers kunne få lortet til at virke.

Når ikke vi sad og spillede computer, kørte vi en tur rundt i Faaborg eller i al hast ind til Odense for at tage i biografen. Eskild kunne også godt lide fart, og den lille pispotte af en bil, som han havde, fik tit nogle gevaldige klø, særligt når der skulle parkeres, det foregik ind imellem sidelæns, om det så var på taget af BioCity i Odense eller i perlestenene der hvor jeg boede. Viceværten var ikke imponeret. Min første bil, som jeg overtog efter mine forældre, som havde overtaget den af min morfar og mormor, havde hverken kræfter eller moment, faktisk var den nok bedre at udstille end at køre i. Eskild morede sig i hvert fald kosteligt hver gang jeg kom rullende i den. Hvis ikke det var farven på bilen, så var det sæderne, interiøret eller det meget lidt maskuline horn der stod for tur. Den fik hurtigt navnet "Det brændte badekar". Ikke længe efter min bil blev skrottet købte jeg en nyere model, og med nyere mener jeg, at fabrikationsdatoen blot var i årtiet efter den første bil. Jeg monterede ekstra fjernlygter og alufælge, det var bestemt ikke en racerbil, men den var ret sej og kunne i den grad lyse vejen op. En anden lille detalje som vi brugte en del tid på, var musik i bilen, og deraf en ordentlig lyd, hvor jeg satte mere pris på at have den gode lyd i hjemmet, så skulle man helst kunne lave sorbet af rygmarven i Eskilds bil.


© 2022 | Anakin.dk | v/ F. Gantzel