Igen i år havde min kusine og hendes mand inviteret mig til at fejre juleaften sammen med dem. De seneste par år har min kusine og jeg knyttet et tættere bånd end nogensinde før, og med vores lidt underlige familierelationer taget i betragtning, så var det kun positivt at der endelig var nogen der kunne holde sammen på tværs af disse relationer. Jeg holder meget af Annethe, hun var en god støtte den sidste tid af mit forkvaklede ægteskab. Hun omfavnede, forstod og støttede mig hele vejen. Igen i år var det kun os tre samlet, men ikke mindre hyggeligt af den grund. Både Annethe og Johnny er gode til at få en til at føle sig velkommen, og når vi ses samler vi op hvor vi slap sidst.

Menuen dette år var af mere traditionel karakter, eller skal vi sige det som det er, der var ingen der havde synderlig meget lyst til at risikere endnu en tør gås. Der var lavet lækker mad med alt hvad hjertet kan begære af tilbehør. Ligesom forrige år var der ikke gjort noget ud af juletræ, gaver eller pakkelege, bare mad, en mandelgave og gode lange samtaler der strakte sig vidt og bredt. Fra tid til anden faldt snakken også på fortiden. Der skal ikke være nogen tvivl om at jeg savner mine drenge, det har været rigtig svært at acceptere nederlaget over ikke at se dem vokse op, så har jeg fundet smilet og en fungerende hverdag igen. Det viste sig nytteløst at kæmpe mod deres mor og et udueligt system. Men jeg har ikke glemt dem, lige nu er jeg tålmodig, jeg venter til de er gamle nok til at prikke til deres nysgerrighed. Jeg glemmer ikke hvad hun gjorde mod mig, ej heller måden hun gjorde det på.

Juletiden har altid været familietid for mig. Selvom Annethe har været familie med både min far og min mor, så er det først i mit voksne liv at jeg hat fået dette tætte bånd med hende, og det værner jeg om.