Min far blev født d. 23. oktober 1932 på Faaborg Sygehus, allerede som 7-årig kom han til Lyø for at tjene. Han var en hårdtarbejdende mand, både på sit arbejde og derhjemme. Han var også en rigtig festabe, glad og sprudlende, dansede med alle pigerne og skålede med gutterne. Når ikke han var på arbejde så var han i gang med et af mange projekter hjemme. Det var ikke alting jeg var lige begejstret for at hjælpe ham med, men nogle gange var man bare nødt til at gøre arbejdet, for der kom ikke nogen og gjorde det for ham. Det var måske hans måde at lære mig, at livet ikke altid var en dans på roser, man må yde før man kan nyde. Så jeg hjalp ham troligt når der skulle saves og skrues såvel som når der skulle graves kartofler og luges ukrudt. Haven, garagen og værkstedet var hans fristed når kællingen var åndssvag, som han indimellem udtrykte det. Hvis ikke vi gik eller cyklede en tur.

Før jeg selv fik cykel, sad jeg bagpå min far når vi skulle nogen steder. Vi holdt for rødt i det store kryds der nu er en rundkørsel på vej ind til byen, mine små pilfingre havde været lidt for langt fremme, for da der blev grønt og min far satte fra for at komme af sted, havde jeg låst cyklen. Der gik ikke lang tid derefter før jeg fik min egen cykel, så kunne jeg låse den lige så tosset jeg ville. Af og til cyklede vi ned på havnen, min far kendte mange mennesker og var vellidt af dem alle, der var altid en at snakke med. En eftermiddag sad vi og spiste is ved siden af molen hvor Bjørnøbåden lagde til, fra borde løb 3-4 børn med deres skoletasker. Jeg spurgte min far hvorfor de ikke gik i skole på Bjørnø, han svarede "Fordi på Bjørnø læser de kun de blade der falder ned fra træerne". Hver dag kl. 12 cyklede han hjem for at spise middagsmad, og som så mange andre børn, havde jeg også pligter. En af mine pligter var at gøre kaffemaskinen klar til han kom hjem, så han bare lige kunne trykke på knappen, så var der frisk kaffe når han var færdig med at spise sin mad.

Min fars værksted var heller ikke et sted for mine pilfingre, ikke desto mindre var jeg tit dernede, jeg skulle bare lige kigge i alle skufferne, banke lidt søm i noget af alt det træ han havde liggende. Det var jo ikke fordi jeg skulle lave skibe af plankerne, jeg skulle heller ikke save en spids og skrue klodser på, eller skrue det sammen med 30 skruer i 7 forskellige størrelser, og jeg skulle da slet ikke banke så mange søm i, at rælingen lignede et massivt skot rundt om dækket. Jeg kom kun derned for at sidde på kanten mens jeg kiggede og nød duften af savsmuld. Han var en meget tålmodig mand, hvilket nok var meget godt med sådan en pilfinger som mig i huset.

Min far var ikke så nem at løbe om hjørner med, i december måned bugnede viktualierummet af småkager, havregrynskugler, chokolade, øl, vand og vin hentet hjem fra Tyskland. Min far var altid meget hjælpsom, især når der skulle hentes lækkerier i kælderen, jeg var som regel lige i hælene på ham når han skulle hente en dåse eller et fad min mor havde gjort klar. Når han hentede de bestilte, sneg han et par småkager i lommen eller proppede kindposerne. En fiks idé jeg hurtigt lærte, indtil der en dag kom lås på døren - nogen havde spist lidt for mange af mors småkager, og han ville ikke tage skylden for det.

Ofte når gik vi tur sammen fortalte han om alt muligt mellem himmel og jord. Nogle gange pegede han på husnumre og spurgte hvad tallene gav lagt sammen, trukket fra hinanden, ja sågar gange og divideret med tal der var til at overskue. Hans tålmodighed var stor, og over årene fik han lært mig så meget matematik, at jeg kunne regne det meste ud i hovedet. Det gav mig en kæmpe fordel da jeg skulle på teknisk skole. Ligeledes var min mor over mig når det kom til staveord, jeg hadede at blive hejlet igennem staveord, øvelser og lyde, men jeg kan kun takke for hendes indsats og stædighed den dag i dag. Stavning og hovedregning blev hurtigt blandt mine fordele. Det var hyggeligt at gå ture med min far, jeg tror dog ikke han synes det var så hyggeligt om vinteren, når jeg smed sne efter ham. Det blev efterhånden sådan at, hvis der lå meget sne og jeg ville ud at gå tur, så skulle jeg love ham ikke at smide sne efter ham, og hvis jeg gjorde, så ville han vende om og gå hjem. Det lovede jeg, i hvert fald indtil vi var gået så langt at vi alligevel var på vej hjem. Det blev efterfølgende sværere og sværere at få ham med ud at gå tur - hvorfor mon?!?

Jeg husker ikke meget om min farfar, andet end han var en mand med respekt for sig selv, en respekt min far tog med sig, og gav videre til mig. Jeg havde den største respekt for min far, han blev aldrig vred på mig, ej heller hævede han stemmen eller slog mig. Jeg havde ellers lavet min portion af drengestreger, men måske fordi han selv havde været lidt af en ballademager da han var dreng, havde han nemmere ved at bære over med mig. Han var rolig og fattet, og skældte ud på en måde så budskabet ikke var til at misforstå, og der fulgte som regel en form for arbejde med som konsekvens for mine unoder. Jeg synes det var en god måde at lære at livets handlinger har konsekvenser på. En sommer havde vi været på besøg hos min farbror Hans-Christian, det var den weekend jeg fik et luftgevær. Min far, hans bror og jeg skød til måls i haven, og lad mig blot sige, det var ikke alle roser eller tulipaner der stod lige rankt da vi blev kaldt ind til eftermiddagskaffe og kage. Min far var den yngste ud af en søskende-flok på 7, Hans-Christian, Bob, Laura, Ann-Marie, Sofie (min kusine Annethes mor) og Charles. Jeg har mødt de fleste, og især Bob, Hans-Christian og Laura på Lyø har vi brugt mange ferier og weekender sammen med.

Der var dog et tiddspunkt hvor han konfiskerede luftgeværet for en tid, der havde jeg skudt til måls i vores have derhjemme, og jeg havde ikke lige tænkt over at sikre baggrunden for det jeg skød efter. På ganske få somre nåede jeg at skyde, og ødelægge, de nederste glas i drivhuset, et nedløbsrør, naboens kældervinduer, en del af min mors rabarbarer (Men det så altså fedt ud når man havde skudt hul i en rabarbar, lille indgangshul, kæmpe krater på bagsiden - min mor var ikke imponeret), en stor del af mine playmobil mænd samt enkelte legetøjsbiler. I mange år efter fandt min mor playmobil arme og ben rundt omkring i haven - det var hun heller ikke imponeret over. End ikke de få gange jeg havde gennemrodet hans værksted eller banket alle hans nyindkøbte søm i et brædt, fordi jeg skulle bygge en båd, eller da jeg var fyldt 18 og havde fået kørekort og havde smadret deres bil ind i et autoværn, blev han vred og hysterisk. Med hans rolige væsen hev han mig op på cykel for at køre ud og se hvor skaden var sket - han blev aldrig vred, han mistede aldrig besindelsen, han var rolig, fattet og med stor respekt for alt og alle omkring ham. Konsekvenserne for mine handlinger var derimod til at mærke. Han havde betalt for at få bilen repareret, og sendte regningen videre til mig, så hver gang jeg fik løn, skulle jeg betale et afdrag. På min 20 års fødselsdag fik jeg eftergivet restbeløbet, han havde lært mig noget vigtigt.

Da han fyldte 62 år gik han på efterløn. Det var velfortjent, efter knap 40 års tro tjeneste på Fionas tapetfabrik. Så skulle han i gang med alt det, han ikke havde nået da han passede arbejde. Haven skulle gøres lækker, garagen skulle repareres og males, og nu hvor jeg var nyuddannet klejnsmed, så kunne vi lige lave et nyt gelænder til hovedtrappen. Han gik meget målrettet i gang med projekterne, og fik også lavet rigtig meget. Han havde arbejdet siden han var 7 år og sjældent mindre end 37 timer om ugen, så dage med ingenting, var mere end velfortjent. Desværre blev han syg efter kun få år på efterløn, kræften havde fået fat i ham. Det gik stærkt fra han fik konstateret kræft til han tabte kampen. Jeg så ham sidste gang i juledagene 2000. Han var frisk den dag, så frisk som han kunne være, med kun få dage tilbage.

Vi fik en god "far og søn" snak, som alle fædre og sønner/døtre bør finde tid til. Jeg fortalte ham, at jeg var stolt af at være hans søn, vi fik udvekslet "Jeg elsker dig", og han fortalte at han var meget stolt af mig. Vi fik sagt farvel til hinanden, og det er jeg glad for den dag i dag. Min far ville have været 93 år i dag.

Min far tabte kampen og sov ind d. 31. december 2000.

Jeg bærer din sjæl i mit hjerte
og dit navn med stolthed.