Jeg husker ikke præcist hvor jeg mødte Ove første gang, men et godt bud vil være i Faaborg Skytteforening. Ove var utrolig dygtig og koncentreret når han lå på banen med en riffel, faktisk så dygtig at skytteforeningen havde tildelt ham en personlig salonriffel, og gik meget op i det. Min far var med mig de første gange, og inden længe havde Ove og jeg fundet fælles fodslag i skydningen. Vi gik på hver sin skole i Faaborg, så vi sås kun i fritiden og weekenderne, og sikke en masse larm og ballade vi kunne lave. Ove havde et meget karakteristisk grin, og når han først kom i gang kunne han næsten ikke stoppe igen. Det var vildt morsomt når jeg kunne få ham til at grine sådan, og gerne steder hvor det ikke var så hensigtsmæssigt. Vi har af og til været på tanken for at købe chip og sodavand, jeg luskede rundt om reolerne og ventede på at han havde fundet det han ville have og gik mod kassen, jeg havde fået for vane at 'rive' chipsposerne ned fra hylden, det giver et helt speciel lyd når man tager hurtigt fat i en pose chips, og lyden alene kunne få Ove til at bryde sammen af grin. Andre gange hvis han havde handlet og forladt butikken før mig, kunne han enten sukke højlydt i døren eller råbe i en lettere irriteret tone, om jeg snart var færdig. Der var ofte en frygtelig larm omkring os, og det var 9 ud af 10 gange, os selv der leverede larmen.

Vi så tit film sammen, når vi havde lejet en videoboks med 3-4 film, så var der underholdning til hele weekenden. Det var ikke altid nemt at finde noget nyt at se, men så kunne vi altid leje en eller to Fredag d. 13 film, (der var 7 i serien på daværende tidspunkt, nu er der vist 10 og nu er de begryndt at genindspille dem). Efter en hyggelig aften med masser af gys havde Ove en lang cykeltur hjem, forbi en kirkegård mens jeg måtte læse adskillelige Anders And blade for at falde så meget til ro og få overbevist mig selv om, at Jason ikke havde tid til at jagte mig, da der sikkert var mange andre der også havde set gyserfilm den aften.

Ove boede hos sine plejeforældre på Svendborgvej, så der var en god cykeltur mellem os. De havde en schæfer, "King", Ove var rigtig glad for hunde, og særligt store hunde, og King var hans trofaste følgesvend som han luftede både morgen og aften. Jeg fik lokket Ove med til taekwondo en aften, og det syntes at fange hans interesse. Han faldt hurtigt til i rækkerne og vi havde mange gode træningsaftener. Det var ikke det hele han havde lige nemt ved, og selvom jeg var gradueret lidt højere end ham, så lå vi meget lige når det kom til frikamp og selvforsvar, så også på det plan havde vi et rigtig godt makkerskab. Ove nåede at blive gradueret til grønt bælte (7. kup).

Vi havde til tider hård tone mellem os, både hans og mine forældre korsede sig når de overhørte den måde vi var efter hinanden på. Vi havde været på tur i Jylland sammen med Jan, der både var hjælpetræner i taekwondo og som også ofte underviste i selvforsvar, denne trekløver og tonen os imellem var ikke for sarte sjæle. På turen op igennem det jyske, havde Ove og jeg langet godt ud efter hinanden, vi var holdt ind et sted for at tage ned at bade, rodede rundt i bagagerummet efter sit badetøj, og afbrød os "Nu kan I to godt tale ordentligt til hinanden!", Ove og jeg svarede i munden på hinanden "Du skal bare holde din kæft (censur)!" da sætningen kom fra os begge samtidig, brød vi fuldstandig sammen af grin alle tre, alt imens vi forsøgte at grave vores badetøj frem, af sted til stranden det gik, med flere gloser naturligvis, det var en herlig dag. Det kan lyde en smule underligt, men selvom vi havde en hård tone mellem os, så var der ingen tvivl om at vi altid holdt sammen.

Ove og jeg mistede desværre forbindelsen i slutningen af 90'erne, jeg flyttede til Odense i '99, og mine besøg i Faaborg blev færre og færre. Der skulle gå mange år inden jeg så Ove igen. Først engang i starten af 10'erne. Calvin (min berner) og jeg var på strøgtur i Faaborg, Ove kom gående og jeg genkendte ham med det samme. "Hej Ove!", han stoppede brat og kiggede på mig, "Er det dig Frank?", og så gik snakken ellers som var det i går, dog uden den hårde tone, Ove havde travlt med at kæle med Calvin, hans svaghed for store hunde havde ikke fortaget sig. Det var godt at se ham igen, men jeg var ked af se hvor medtaget han var blevet, livet havde ikke været nemt for ham. Vi fik udvekslet mobilnumre, men vi fik desværre aldrig kontakt igen.

Ove var min bedste ven i rigtig mange år.
Han blev kun 46 år, og er stedt til hvile i De Ukendtes Grav bag Helligåndskirken.